Velkommen til Horneegnens Kirker!

Udover Horne Kirke er der også andre kirker på Horneegnen, der er et besøg værd. De tre kirker jeg har i tankerne, er enten præget af geskæftige munke eller af hovedrige adelsslægter, nogle af begge dele, alle mennesker der gennem århundrederne af kærlighed har bygget op og om på stederne i en evig kamp mod tidens tand. Kirkerne ligger alle direkte op til storslået natur, som er åben for offentligheden og byder også med deres indre på store oplevelser. Det er mig en bestandig glæde, at langt over halvfems procent af befolkningen i de enkelte sogne fortfarende bruger deres kirker og bekoster formuer på vedligeholdelse til fælles glæde og rigdom for en hel verden. Tænker man over det, er verden fyldt med døre, der kan åbnes og dørtrin, der kan overskrides, både i helt konkret forstand, men også i vid forstand, så det er bare med at komme i gang. Linkene hér til venstre bringer dig videre…
........