Hornepraesten

Hornepraesten.dk 5600 Faaborg

[Velkommen] [Om Hornepraesten.dk] [Home] [Kontakt]

...Virkeligheden er det der virker

Hjemkomster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.« Matt 10,24-31

God aften! Det er nat og det meste er gået til ro. Vi er endnu hér i Horne Kirke med vores tro og prøver at holde os vågne i mellemrummet mellem torsdag og fredag.

Det er i mellemrummene, det sker. Livet udfolder sig mellem begivenheder i livet. Mellem fødsel og død fx . Efterhånden som man med alderen lægger længere afstand til fødslen, kommer døden til at spille en større rolle i ens bevidsthed. Hvad er det mon for en fest? Men også mindre markører deler livet op. Kærligheden fx . Men i virkeligheden er det mellemrummene mellem det alt sammen der er scenen for dér hvor alting sker.

Sådan er det også mellem mennesker. Selv de mennesker man føler sig allermest forbundet til, er der en stor afstand til. Du er dig og jeg er mig. Jeg er mit sted og du er dit sted. Ægtefæller og børn adskilles om morgnen og lever, distanceret, hver deres liv og så mødes de senere på dagen og drøfter alle deres mellemværender. Det er i mellemrummene med hver vores erfaringer, vores fælles liv udfolder sig. Vi deler vores historier.

Når vi er bænket i kirken, er der også mellemrum imellem os. Vi sidder på rækker af bænke. Man har i Horne Kirke forsøgt at skjule mellemrummene med grå låger. Noget til at fylde ud med. Men Karsten Auerbach har opdaget de indholdsløse grå mellemrum og han har fyldt mellemrummene ud med små billedfortællinger. På en af lågerne nede i rundkirken er der lavet et billede på lågen. Han kalder det ”Body Poem”. Så lad os bruge det hér i vort mellemværende i aften.

Billedet viser nogle skikkelser i bevægelse, sådan som det er karakteristisk for Karsten i hans kunst. Det viser fire mennesker i bevægelse. Nederst er der en stor skikkelse, der opad i billedet følges af yderligere tre skikkelser, der bliver mindre og mindre ud i et forsvindingspunkt oppe øverst i billedet, hvor man ikke længere øjner mennesker. Hvor afstanden fra os til dem er så stor, at de er blevet svære at få øje på. Tænk at vores mellemværende kan blive så stort, at vi ikke længere rigtig kan få øje på den anden.

Sådan må det også være med evangeliet hér, der egentlig er evangeliet til på søndag. Der er flere dage til. Det er så langt fra os også bagud i tid, at vi næppe forstår hvad det handler om. Fortællingen om disciple, der sendes ud i verden for at prædike evangeliet. En opgave de tager på sig med ildhu, hvilket må lade os fornemme at det er livsvigtigt stof. Jesus er for alvor ved at lægge afstand til dem med sin død. Han står over dem, sådan som figurerne på Karstens billede står over hinanden.

Og der er forskel. En tjener står ikke over sin Herre. Det må gå ham som med mesteren. Rygter smitter og breder sig som ringe i vandet. Du må tage stilling til mellemværendet. Er du discipel eller bare distanceret. Disciplen står last og brast med mesteren.

Det er faktisk en hård opgave de kaster sig ud i, sådan at forfølge korsets gåde. De første kristne måtte tåle alle slags forfølgelser. De blev kastet for løverne og trukket midt over af heste. Sat på hjul og stejle. Det var gravalvorligt at være Jesu discipel dengang. Man blev virkelig taget alvorligt for sin tro. Så alvorlig at den i løbet af få hundrede år bliver rigsreligion i hele den dengang kendte verden.

Det er ikke mærkeligt, at vi må føle denne længselslange afstand til disse tekster, med de mange tusind år. Vores mellemværende med Gud er enormt, fyldt med halvglemte mellemrum fra traditionen, på samme måde som der er låger ned gennem hele Horne Kirke. Tænk på alt det man har givet Gud skyld for gennem tiden, alt det som mennesket ikke selv kunne bære.

Mange mennesker har i dag fuldstændig glemt hvad det egentlig var, der stod på spil. Så stort er mellemrummet blevet. Vi må tåle at se vores tro latterliggjort eller bagatelliseret næsten dagligt. Mange mennesker har ikke mere til overes for deres egen tro end et lille skuldertræk. Sådan noget er en privat sag, ikke noget man råber fra husenes tage. Behandlerkulturen har for længst overtaget og råbehoveder giver vi noget beroligende, hvilket bestemt ikke er ensbetydende med, at man forfølger den troende. Man behandler blot i mellemværendet.

Vi har ikke, som Jesus siger det, nogen som helst grund til at frygte nogen, som slår ihjel. Det havde disciplene. Bare at det bliver sagt: ”Frygt ikke”, er en indikator for, at man har al god grund til at frygte.

I dag har vi grund til at frygte hende borddamen, der bedyrer at han ikke tror så meget på den Gud i hvis navn hun er døbt, men dog er meget troende. Fx på spøgelser og ånder. Afstanden, mellemværendet, med Gud er enorm. Vi har god grund til at frygte at blive glemt helt og aldeles af kollektiv trosamnesi, med et samfund, der er bedøvet ligeglad med troen og ikke kan skelne den fra overtro. Vi har grund til at frygt at blive vraget og tiet ihjel. Det er så let at ringeagte sin tro, når alle andre man har et mellemværende med også gør det.

Joe, vi har god grund til at frygte og at vide at Gud trods alt er med i det.”Ikke en spurv falder til jorden uden han er med i det”. Selvom afstanden til dengang har bragt Europa til at slumre religiøst. Det er vores tro i dag, den slumrende.

Heldigvis kan man blive vakt af søvnen! Kroppen kan vågne til ny bevægelse med smuk poesi i mellemrummene, ”Body Poem’s” som på Karsten Auerbachs billeder… opstandelse til nyt liv med Gud.

Prædiken til midnatsandagten i Sommerjazznatkirken den 15. juli 2010 (teksten til 7. søndag efter trinitatis)

"Body Poem"
Akryl på træfiber
20x65 cm

Se mere om udstillingen her.

Frygt ikke sene menighed...