Hornepraesten

Hornepraesten.dk 5600 Faaborg

[Velkommen] [Om Hornepraesten.dk] [Home] [Kontakt]

...Virkeligheden er det der virker

Hjemkomster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26

Vi mennesker er grænsetilfælde. Betragt dig bare som sådan et. Du befinder dig hele tiden på en grænse. Som fx dengang hvor du hang i en navlestreng mellem din mors indre og den nu kendte verden. Som en blodig fedtet fostereksistens blev du presset om til din mors baby. Kom til verden. Blev transformeret.
Nu er du i verden. De fleste af os er ikke længere babyer. Vi er blevet døbt. Konfirmeret. Viet. Vi har overskredet masser af grænser. Grænsen til voksenlivet og grænsen til ægteskabet. En dag skal vi overskride dødens grænse. Vi dør og glider ud af den kendte verden. Nu er det jo efterhånden gået hen og blevet en smagssag, hvad der venter os på den anden side af døden. Nogen ville sige, at der også er noget kendt – andre siger noget helt andet.
Karsten Auerbach har lavet to grænsebilleder, der hænger nede i kirken. De hænger i vinduerne ind til rundkirken. I det nordre vindue hænger et billede, hvor en baby bryder igennem vinduet. I vinduet mod syd ser man et menneske svæve op til stjernerne. Hvis man ser på bagsiden af det billede, altså det der vender ud mod kirkegården, kan man se, at skikkelsen er trængt igennem til en anden virkelighed, eller at skikkelsen er ved at krydse en grænse.
Sådan krydser vi mange grænser. Nogen gange overskrider vi også os selv. I véd hvad det vil sige, at være ”ude af den”. At være ude af sig selv. Man kan heldigvis overskride den grænse tilbage og blive sig selv igen. Vi rummer to sider i os. Et jeg og et selv. Jeg kan både være mig selv og ude af mig selv. Så hvem er jeg overhovedet? Hvordan bliver jeg mig selv? Hvem siger I, at jeg er??
”Hvem siger I at jeg er”, spørger Jesus. Han står et helt specielt geografisk sted og spørger Peter om lige præcis det spørgsmål, står på grænsen ved Casarea Filippi for Jesus grænsen mellem liv og død. Stedet er en grænsestation, et sted man ikke kan slå sig ned. Her kan man kun krydse over. Jesus er på grænsen ind til det land, hvor han skal korsfæstes, og han bliver usikker på, hvem han egentlig er. Han er åbenbart afhængig af, hvad folk siger om ham. 
Peter har et bud: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Sådan sagde Peter i et lyst øjeblik, eller som Jesus formulerede det: ”Det har min far i himlen åbenbaret dig”. Det er ikke mærkeligt, at Peter er den sten, hvorpå Jesus vil bygge sin kirke, men kort tid efter falder Peter igennem og trækker Jesus til side og går i rette med ham, da han fortæller, at han skal lide meget ondt, at han skal ofre sig selv for de andre ”Gud bevare dig Herre, sådan må det aldrig gå dig”.
Peter er altid i vildrede med sig selv. Han minder på så mange måder om mange andre mennesker, der ikke kan finde sig selv, på samme måde, som det kan være svært at finde ud af, hvem andre mennesker er.
Der er mange bud på, hvem Jesus er. Nogen siger, at han er Elias. Elias var en profet, der levede ude i ørkenen, og en dag blev taget op til Gud i en ildvogn. Andre sagde, at han var Johannes Døberen. Johannes og Elias lignede også hinanden, de gik i det samme tøj og levede ude i vildmarken. Johannes døbte og Elias fór til himmels. Der er både lidt af Elias historie i Jesus, såvel som Johannes. Sådan består vi af mange historier, og vi kan blive i vildrede om, hvem vi egentlig er, når vi er os selv. 
Den vigtige historie om hvem Jesus er, er historien om et menneske, der ofrede sig selv. Han bruger sit liv på at forkynde Guds vilje, og det satser han alt på. Han lever helt selvforglemmende, der er ingen selvoptagethed i ham. Gud finder sted i ham. Han er aldrig selvoptaget. Han er aldrig misundelig, hadefuld, bitter eller fornærmet. Det er som om han ikke er andet end medium for Gud. Gennem ham handler og taler Gud, og gennem hans død skaber Gud opstandelse. Jesus er sig selv i et helt stykke, han er som Gud. Han er helt sig selv.
Men… hvordan bliver vi enestående individer os selv? Kan vi bare gøre os til et med Gud ligesom Jesus? Evangeliets krav til os er faktisk, at vi skal gøre os til et med Kristus. At han skal leve i os. Det lyder svært, for vi kan jo ikke leve hinandens liv. Vi må hver især leve vores eget liv, med de op- og nedture, som det bringer. Jeg må dø min død, og du må dø din, vi kan ikke bare sådan bytte rundt.
Men det fortæller Evangeliet, vi kan. Vi kan gøre os til et med Jesu historie og gøre hans opstandelse til vores opstandelse. Ligesom Jesus optog noget af Elias historie og Johannes historie, kan vi optage Jesu historie. Vi kan med andre ord ændre os alt efter hvilke historier vi fortæller om os selv. Opstandelse er liv med Gud, og det er den eneste måde, vi kan blive os selv på.
Heroverfor kan vi på den anden side være ude af os selv. Vi kan vælge at realisere os selv på mange måder, ved alle mulige udskejelser og forsøg på at finde ud af, hvem vi er. Men vore liv er forviklede med andres liv, og vores livshistorier hører sammen, og de fortæller historier om os, og gør os til et med deres historier. Det er som om vi ikke kan få lov til selv at blive os selv. Andre lever i os og vi i dem. Vores børn lever vore historier og omvendt. På samme måde har vi mulighed for at gøre Guds historie til vores og opstandelsens mulighed til vores.
Det er svimlende at kunne overskride sådanne grænser som menneske, ja det er som at være helt oppe i stjernerne, som skikkelsen ned på Karstens billede af grænsen mellem liv og død. Den grænse kan man ikke slå sig ned på, så lad os dog tro livet med Gud og blive os selv… når nu vi er transformeret ind i det!

Prædiken til 04. juli 2010, 5. søndag efter trinitatis. Billederne hænger i vinduerne mod henholdsvis nord og syd i rundkirken.

Se mere om udstillingen her.

"Bag stjernerne"
Akryl på træfiber
75x125 cm
For og bagside

"Inkarnation"
Cernitfigur på acrylplade
30x40 cm

Vi er grænsetilfælde!