Hornepraesten

Hornepraesten.dk 5600 Faaborg

[Velkommen] [Om Hornepraesten.dk] [Home] [Kontakt]

...Virkeligheden er det der virker

Hjemkomster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48I dag har vi hørt om en himmelsk vision. Fortællingen om en vision. Og hvor er det bedre at høre om himmelske syner, end i en gammel middelalderkirke med himmelstræbende gotiske buer, der er skabt til at løfte synet fra horisonten og op. Op i spidsen af buen med vores himmelstræbende syn!
Vi skal se op, og vi skal se ud. Bryde med vores vante måde at se på, når vi er alt for optagne af hverdagen. Karsten Auerbach har hængt et billede nede i indgangen til mellemgangen til tårnet. Helt oppe i spidsen af buen, hvor det gode sejlskib ”Dyreborg” plejer at hænge. Hvis du stiller dig under billedet og ser op, ser du op på nogle unge mennesker, der står og rækker ud efter dig. Hvis du vil se mere, så ser du også den blå himmel: Du har et ”himmelsyn”. Til Lykke!
Og så lige netop i denne tid, hvor himlen er blå, og hvor ungdommen fejres for alle sejl, sådan som de bliver det hvert år på denne tid i medier og på lastbiler. Igen i år er studinen med alle 12-tallerne det helt hotte artikelemne. Tænk hvor langt man kan nå. Tænk hvilken verden af tag-selv uddannelsestilbud, der åbner sig. Tænk på alle de muligheder! Der er noget himmelstræbende og euforisk ved disse studerende, der går ud af eksamenslokalet for at få deres sidste 12-tal og en studenterhue. Vi føler den glæde, der følger enhver god start eller slutning. Slutningen på gymnasietilværelsen og begyndelsen på et nyt studieliv. Endelig åbner himlen sig og åbenbarer en ny verden, eller den skal til det. Tænk, der er et nyt liv på vej.
Men det er jo ikke alle, der kommer så langt op på 12-skalaen. Andre har knap så himmelstræbende karakterer, og mulighederne, der ligger foran dem, er måske knap så mange. For karakterskalaen er jo også en konkurrence. Den er en kamp om de gode pladser. Den er en kamp om andre menneskers accept. Hvornår har nogen måske læst en artikel om ham, der fik årets dårligste studentereksamen? Ham der spildte 3 år på opbevaring mellem flittigere jævnaldrende. Ham, der fik et eksamensbevis, der nærmest ikke tåler dagens lys og da slet ikke at blive holdt op mod himlen.
Der er ikke langt fra den store karaktereufori til den stille misundelse. Hende med de gode karakterer, hvem er hun? Ven eller fjende? Hende der altid vil glide foran i køen, hvis man da overhovedet kommer til at stå i samme kø som hende igen… Vi mennesker gør os fjendebilleder. Vi kan lige så godt indrømme det. Lige børn leger bedst, og så er der jo de andre. Der er altid de andre. Der er nogen at hade.
”Elsk Jeres fjender, bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn”. Hmmm… måske er det slet ikke superstudenter, der står oppe i luften nede i kirken på Karstens billede, men den ”himmelske faders børn”. Måske er de slet ikke mine fjender, men væsener, der lever en guddommelig vision og står og rækker ud efter mig. ”Elsk jeres fjender”. Er det det, de gør? Elsker mig, deres fjende, der står nede på gulvet og hader deres ophøjede eksistenser? Er jeg bare en dårlig taber? 
Mine fjender er de åbenbart ikke. Eller måske er de det, fordi de rækker ud efter mig. Måske elsker de bare at hade mig? Det er svært, for hvem er egentlig min værste fjende? Måske er det mig selv? Måske er vi selv vores værste fjende. Det er jo os selv, der lukker os af for andre mennesker, danner os fjendebilleder af de ”andre”. Glemmer at velsigne dem, der forbander og på den måde gør jorden til et forbandet sted.
Næh… bliv som Gud. Han lader sin sol gå op over dem alle sammen. Måske er der en større ide med det hele end den retfærdighed, som vi gerne vil tvinge ned over verden, selvom det er en anstrengelse for troen.
De mennesker, der levede på Kristi tid, havde svært ved det. De blev så irriterede over Jesu guddommelige visioner, at de til sidst hængte Gud på et kors, på samme måde som han hænger lige ved siden af Karstens billede nede i Horne Kirke. Han skulle ikke komme og spille op ad deres fjendebilleder og den bestående tanke om ret og rimelighed. Frelse og død og livets muligheder. Så man ophøjede ham på et kors og slog ham ihjel.
Hér bad han for sine fjender, det var helt umuligt at få ham ned fra den ophøjede plads. Han ofrede sig for at vi skal have liv i hans vision. Kunststykket var, selvfølgelig, at vise alle de kristne, der senere skulle komme til jorden, at det at leve hans vision bringer helt nyt liv. På tredje dag opstanden fra de døde. For det er en måde at leve med Gud på. Opstandelse er liv med Gud, hinsides døden. 
Gud åbner nye veje, nye verdener, for dem der tør elske sig selv, tør elske deres værste fjende! Tænk, mine Damer og Herrer, vi er del af en guddommelig vision. Vi er Guds ophøjede børn. Han lader sin sol gå op og ned over os alle og vore fjendebilleder – lad os dog blive som ham! Himlen er nær, bliv som Gud!
Eller vi kan da i hvert fald erindre hinanden om denne vision, os der så let bliver deprimerede, ophidsede, sortseende. Også når det går andre på anden vis end os selv. For det handler netop om at blive os selv, som dem vi er. Ikke som dem vi gerne ville være, hvilket måske ikke sjældent er en helt anden. Det handler om at vi bliver os selv, elsker os selv, eller elsker Gud i os, så vi kan åbne os for verden. Åbne os for lærdom. Både den man kan få på gymnasier og andre læringssteder og livets visdom. Åbner os for andre mennesker og åbner os for Gud, så han kan komme til i vores liv, i stedet for at gå og hade vores fjende.
Jo… ”Himlen er nær”, både hernede i kirken og på Karstens billede…. Lad os med Evangeliet og Karstens figurer række ud efter hinanden med åbne arme. Vi er Guds elskede børn!

Prædiken til 27. juni 2010, 4. søndag efter trinitatis

"Himlen er nær"
Akryl på træfiber
85x125 cm

Se mere om udstillingen her.