Hornepraesten

Hornepraesten.dk 5600 Faaborg

[Velkommen] [Om Hornepraesten.dk] [Home] [Kontakt]

...Virkeligheden er det der virker

Hjemkomster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Luk 15,11-32
Karsten har et maleri nede i den 2 meter dybe dørkarm ind til Horne kirke. Det forestiller fire mennesker i den sædvanlige bevægelse, der er så kendetegnende hos Karstens figurer. Måske er det særlige for disse mennesker, at mindst en står med fødderne placeret på jorden. Solidt placeret. Mere eller mindre. Øverst står en med åbne arme. Hér bliver der taget imod én. Det er helt hjemligt.
Alle mennesker har behov for et hjem. Et hus med tag til værn mod regn og sol. Et hus med vinduer og isolering til værn mod kulden. Et sted hvor man kan sove og vågne op, enten med regnen silende ned uden for vinduerne, eller måske til lystig fuglefløjt. Et sted hvor man kan gå rundt i badekåbe med morgenhår, eller invitere andre over til en hyggelig aften i ”venners lag” og fortælle gode og sjove historier. Et sted at komme hjem til.
Måske er det derfor, vi bliver så oprørte, når man truer os på vore hjem. Præstekærgård lige hernedenfor, engang alderdomshjem nu plejehjem, engang, for meget længe siden, den grund hvor selveste præstegården lå. Præstegården er hér endnu, den ligger bare et andet sted i byen. Lukning af skoler, plejehjem og arbejdspladser er ikke gode historier, de er alle dele af det, vi mener er en del af en hel og tryg verden. 
Man kalder det for ”Udkantsdanmark”. Det er en dårlig historie. Fraflytning og depression! Et sted hvor tosserne bliver tilbage. Se bare de film, der kommer op på lærrederne fra danske filmproducenter. Mord, kannibalisme, incest…. Alle menneskelighedens mørke sider er drevet ud i ”Udkantsdanmark”.
Men det er en løgn. Her bor mennesker med begge ben på jorden, lige som dem på Karstens billeder. Der leves fantastisk gode liv herude i et af verdens smukkeste områder. Vi fortæller også stadig gode historier, selvom der er en tendens til at gå for meget op i lukkehistorier og ligemageri med de selvoptagne storbyer. Fortæller historier, der fører til gode liv. Historier om det nære og fjerne.
Agurketid, det er døde perioder uden gode historier, er noget man har i storbyen, ikke herude hos os. Det har en journalist lige fortalt mig. Det er faktisk hos os, det sker. Centraldanmark kommer på mange måder ikke i nærheden af vores liv herude i ”Udkantsdanmark”.
Og de ved det godt. Horne kirke er nærmest et transitsted for dem, der er flyttet ind til ”Centraldanmark”. Når de mest livsnødvendige historier om et menneskeliv skal fortælles, så skrotter de deres lokale bykirke og bevæger sig til Horne. Guds historier der som alle andre gode historier har det enkle formål at føre til et godt liv, høres med lyst hér. Vi er stedet for de fantastiske historier! Lokalhistorisk er de påbegyndt hér for over 800 år siden. Så de kommer…. Hjem. Med børn, ægtefælle, med lykke og ulykke for at blive tanket op med gode historier til agurketid i ”Centraldanmark”.  Nogle gange er de så trængende, at de ligefrem tager helikopter hertil, når deres forskellige liv trænger til… trænger til et hjem. At komme hjem.
Fortællingen om sønnerne i Guds gode historie i dag handler også om mennesker, der kommer hjem. Den ene er fandenivoldsk og har skrottet livet ude hos sin far, og er draget til storbyen. Storbyen der fuldstændig dræner ham for god historie. Dyre damer og druk er et kostbart og slidsomt liv, der kræver utrolig stærke livsfortællinger. Meget stærkere livsfortællinger, end dem de parfumeduftende hunkøn indgyder til, hvor berusende det nu også kan virke på en vild dreng med voldsom livslyst. Han bliver helt drænet for livsmod og penge, og drives af hunger tilbage til hjemmet, stedet hvor der fortælles de gode historier, der fører til et godt liv. Guds historier, for det er jo ham selv, der har fortalt den.
Den anden broder bliver hjemme. Han er den stille dengsetype og trænger vel også i en eller anden forstand til at få sin historie fortalt. Han er i besiddelse af den gængse forståelse af ret og rimelighed. Han bliver sur og formørket af sin besættelse af ligemageri. Hvorfor er der aldrig blevet festet for ham, denne kedelige fyr, der aldrig har udfordret livsfortællingen? Hvorfor er der aldrig blevet festet for ham, når han kom hjem fra marken?
I dag udfordrer vi vores livsfortælling med Guds hjælp. Vi har alle brug for et sted at komme hjem til, når vi er helt drænet for liv hér. Plejehjemmet er ikke det sidste hjem for et menneske, alligevel piner det os, når de bliver flyttet.
 Næh, Gud er det sidste hjem. I den yderste periferi har vi kun ham. Ham der fortæller gode historier, om at vi altid kan komme hjem til dér, hvor historierne vender død til liv og ligemageri og rethaveri ryggen. For livet i periferien er en fest, med fedekalve og omfavnelser og mennesker med begge ben på jorden og Gud hos sig med åbne arme – som dem på Karstens maleri og i Horne... med Guds hjælp! Flere gode historier og malerier tak!

"Hjemkomster"
ca. 65 x 210 cm

Prædiken til 20. juni 2010, 3. søndag efter trinitatis