Hornepr
ae
sten.dk
5600 Faaborg
[
Bibel
] [
Salmebog
] [
Radio
]
[
Velkommen
] [
Om Hornepraesten.dk
] [
Home
] [
Kontakt
]
Hornepraesten.dk all rights reserved 2009
...Virkeligheden er det der virker
Hjemkomster
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« Luk 14,25-35 Du skal hade din familie….. Jeg skal love for, at der bliver spillet op ad alle de fordomme, der fostres om det at være kirke. Forargelsen kender nærmest ingen grænser – det her er da et af Jesu helt store selvmål! Had dine børn, ellers er du mig ikke værd! Så hadet skal altså sættes i gang… en, to tre: HAD!!!! Nu er vi ham værd.. eller? Og så lige præcis i dag, hvor vi skal være glade og fejre, at Karsten har sat denne flotte udstilling sammen til os. Endda med den røde lidenskabelige farve placeret lige over mit foretrukne prædikensted.. og søreme om ikke også, at han har sat en lille familie på billedet. En lille elskværdig dansk kernefamilie tror jeg det er, der har stukket hovedet ud af kærlighedens busk. Jeg tror, at de øver sig på dagens lektie.. at hade hinanden. Se! De udforsker korset – et klassisk torturinstrument til at slå ihjel. Det adskiller jo også den lille familie i hver deres lille røde kærlighedskasse, hvor de sidder og elsker sig selv. Men det må de jo heller ikke: Had dig selv! HAR I FATTET DET? Ellers skal jeg skære det ud i pap for jer! Og det er Karsten jo også kommet til. Han har skåret korset ud af Dannebrog. Endelig er der en mand, der gør alle ateisternes profetier til opfyldte: Væk med korset og kristendom! Hør bare hvad der bliver sagt af Jesus: I skal hade, ellers er i mig ikke værd… Jesus er nu ikke nogen let person at omgås. Det er som om, at hele hans liv gik ud på at vende alting på hovedet. Død bliver til liv. Døve der kan høre, hedninge der tror. Jesus levede en fortælling, der har sat nye grænser for det liv, vi har fået som mennesker. Mærkværdigt. Tingene ser pludselig ved hans mellemkomst ikke ud, sådan som vi går og ser dem. Det er et opgør med den vante forestillingsverden. Også vores! ”Du skal hade…” det betyder at vi skal sætte det vante til side. Også familien og os selv. ”Er der nogen?” som Karsten spørger om i sin titel på billedet i dag. Vi skal forsage vores vante forestillingsverden. Ligesom Karsten har forsaget korset her oppe på billedet og taget det væk! Helt væk! Hvorfor skal vi så forsage? Det skal vi for at Gud kan komme til. I vores forestillingsverden er der så meget, vi skal. Det fjerde bud ”Elsk din far og din mor” fx, vi har nok at gøre med at agere elskende mennesker. Gode fædre og mødre. Sønner og døtre. Sønnerne bliver næste søndags tema. Elskende bedsteforældre. Ægtefæller. Vi skal være gode på jobbet og i skolen, så de andre kan elske os med rette og vi dem… vi er så optagne af alt det vi skal, at vi nogle gange og måske for ofte glemmer at lade Gud komme til i vores hverdag. Det er faktisk sjovt, nu hvor vi med Karstens hjælp har givet afkald på korset, nu bliver vi pludselig i stand til at modtage. Kan I mærke, at det kommer? At hade er at give afkald, og det viser sig, at den der giver afkald bliver i stand til at modtage. Prøv at slippe dine fordomme og mærk hvilken verden, der er klar til at give dig. Det lille ord hade, betyder i bund og grund, at vi skal tage livet som en gave fra Gud. Vi skal ikke blive mordere, men modtage livet som en gave fra Gud. I går. I dag. Alle dage. En gave… ja egentlig er det vel en ”hadegave”. En hadegave er sådan en, der bliver givet til os for at drille os. Vi hader den, lige fra vi har fået papiret hevet af. Det er også meningen… Evangeliet fortæller os noget andet. Når livet ikke uden videre modtages som en gave, som vi med glæde tager imod, men som en hadegave, skyldes det helt enkelt, at vi har svært ved at tage imod. Det er svært at tage imod en gave, når den består af konkrete mennesker i kød og blod med deres helt konkrete forestillinger om, hvordan verden er, hvad man skal, og hvad jeg skal. Sådan nogle mennesker, der sidder i deres større eller mindre røde kasser, sidder dér med hver deres lille forestillingsunivers, med hver deres konkrete problemer, som hurtigt påvirker vores nerver. Bliv os dog fra livet! Vi mener jo også, at der skal være balance i regnskabet – så vi sætter en ære i at være selvhjulpne. Noget for noget. Bliv bare inde i jeres tåbelige røde kasse! Det er en belastning at skulle modtage noget, for så skal vi bare give igen. Noget for noget. Det er en belastning at modtage, for så skal vi give igen i samme målestok. Lad os dog for syv sytten være i fred! Jo, livet kan sagtens opfattes som en hadegave, der kræver en masse af os. Tag dit kors på dig. Ja, væk er det. Karsten har åbenbart taget sit kors på sig, og nu har han fuldført sin opgave, og i dag holder vi fernisering. Og har dermed hjulpet os med at tage imod livet som en hadegave, og dermed også hjulpet processen med at gøre os til Jesu disciple. En ophøjet position og bestilling, men den har sin pris. For hvem siger, at vi kan fuldføre det, vi har begyndt? En kunstner må ligesom en bygmester regne på, hvad der skal til for at sætte sådan en udstilling op fx. Der er brugt regnemaskine og lineal. Tænk, hvis man ikke kan leve op til den høje værdighed som discipel. Tænk, hvis ens forehavende bliver til spot og spe for hele verden – at man bliver til grin! Og så for at udstille i en kirke. Må man det? Man skal tænke sig godt om, før man handler kristeligt, ellers bliver man til grin! Så hvad gør vi? Paulus har en løsning: ”Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det; tales der ilde om os, svarer vi med gode ord”. Hermed er opskriften givet på den opgave, der venter os. En vejledning i at tage taknemmeligt imod alt det, der ligger til os, det vi får givet. Vi skal rumme det givne liv, godt og ondt, frem for at svare igen og blive lige så nedrige, som dem, der er efter os. Men…. Hvem magter at velsigne, hvem magter at finde sig i alle mulige menneskers private meninger og skulle høre snart sagt hvad som helst og alligevel svare igen med gode ord? Ja, skal vi tro Bibelen, så gjorde Jesus det. Han levede forsagelsen. Han gav afkald på det hele. Hvem så ham hade mennesker? Så ham ondskabsfuld, bitter, skuffet, fornærmet? Vi kommer nok til at indrømme afstanden mellem hans gudsrige og vores menneskeverden og vide, at vi er sat i verden for at elske, ikke for at hade. Vi lever en farlig balance med Guds hadegave til os. Vi kan meget nemt komme til at hade, så det ryger ud af ørene… også komme til at hade vores familie. Udvejen er at tage alle de mennesker, vi støder på som givet af Gud, også de mennesker vi elsker at hade. Er det fx en muslim, der ligger og beder i den øvre højre kasse midt i vores forvredne nationalsymbol herover på Karstens billede? Vi skal handle som om de alle er en velsignelse værd, og hvis vi holder ud længe nok, bliver de som nok helt elskværdige. Vi kan håbe på det. I mellemtiden kan vi så dyrke troens fantasi om, at fjender kan blive til venner og had til omsorg. Lad os takke Gud for alle hans hadegaver… han har, som vi kan se det herover, taget sit kors på sig – det er ganske væk, og det renser luften… Jeg håber, I vil tage godt imod Karsten og hans udstilling her i kirken i sommer. Der er noget tankevækkende i alle billederne… kritiser kun! Så velsigner vi!
"Er der nogen"
Akryl på træfiber
219 x 305 cm
Prædiken til 13. juni 2010, 2. søndag efter trinitatis
