Hornepraesten

Hornepraesten.dk 5600 Faaborg

[Velkommen] [Om Hornepraesten.dk] [Home] [Kontakt]

...Virkeligheden er det der virker

Hjemkomster

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28

Det er i dag 13. søndag efter trinitatis og vi fejrer de sidste sensommerdage hér oppe i kirken. Godt tilbagetrukket for al kræmmerlarmen nede i byen. På onsdag skifter kalenderen til september og så er det efterår og dermed er det også slut med Karsten Auerbach udstillingen hér i kirken. Det bliver et lille hul i tiden, et tomrum, en tid hvor der skal stilles om. Bla. betyder det, at jeg ikke længere vil bruge billederne i mine prædikener, hvilket jeg kommer til at savne. Men jeg véd også, at der kommer noget andet, der erstatter det.

Tomrum er midlertidige, før eller siden kommer der noget og fylder det ud. Enten på den samme måde eller også ved at verden ændrer sig. Nedlægger man fx en arbejdsplads, så bliver der ikke et tomrum tilbage, en ledig stilling, men den manglende funktion erstattes af en anden måde at gøre tingene på. Bliver en person bare fyret, så erstatter man vedkommende med en anden til at varetage funktionen. Bliver en medarbejder syg, sætter man en vikar i hans sted til at holde stillingen ved lige, indtil vedkommende er frisk igen. Sådan holder vi hele tiden hinanden oppe, når vi er nede.

Karsten Auerbach har også en serie billeder, hvor han opererer med tomrum. Der er helt konkret ”hul” i billedfladen og der mangler et element, der nu kun har efterladt konturerne af det der var. Der er tomrum i billedet. 
Billedet jeg vil have fat i i dag, har titlen ”nærvær og fravær”. Det hører til i den grønne serie, der hænger nede på væggen ind til tårnet. Der er en masse figurer på billedet, men hele tre mangler. Der er tre huller ind til kirkens hvidkalkede væg. Her er med andre ord tre tomrum der skal fyldes ud. Der er tre figurer der er fraværende. Og vi, vi er de nærværende, der i dag skal fylde pladserne ud. Hver på vores måde, for der er mange måder at være nærværende på.

Det véd moren til de to sønner hos Matthæus i dag. Hun kæmper en hård kamp for at hendes to dejlige drenge kan få en fremtrædende plads i fremtiden. Sædet ved siden af Jesu dommersæde. Fremtrædende poster hvor man kan dømme andre.

Som sådan er hun vel ikke meget anderledes en vore dages mødre med deres små børneprojekter, hvor hver en lille sten på børnenes livsvej flittigt bliver fjernet af moderen. Curlingbørn er de blevet kaldet. Dem der sidder på bilernes bagsæder og kigger ud på vej til skole, hvor moderens bil lidt efter holder i vejen for de biler ved skolen, medens hun er i færd med at bære tasken ind i klasselokalet for barnet. Ja hvilken mor ønsker ikke for sit barn, at det en dag må dumpe ned i et af de huller, der fører til en glorværdig fremtid. At barnet må blive tandlæge, eller advokat, eller måske ligefrem dommer…

Et ikke ringe forlangende der selvfølgelig vækker en del harme blandt de andre tilstedeværende. Hvad bilder hun sig ind, at kommer hér og mase sine unger ind foran i køen. Ja, de sæder er begæret af alle disciplene og de har sådan set stillet sig lidt i kø foran Jesus for at kandidere til posterne som viceadmiral og major. Og nu kommer denne mor og maser sig ind foran al deres møje og arbejde… har hun da ingen skam i livet denne mor?

Jesus beroliger dem alle med, at de nok skal få lov til at arbejde videre som medarbejder på hans rige. De skal få lov til at tømme den samme kalk som ham. Men dommersæderne står det ikke til ham at uddele, hans rolle er en helt anden. Og det er disciplenes også. De skal ikke være dommere, men tjenere. Hinandens tjenere. En tjener er sådan en, der træder til og fylder tomrummet op efter en anden, en der sørger for noget i en andens sted.

Vi er alle sammen tjenere for hinanden. I familierne træder vi i hinandens sted. Når vi ikke når hjem og lufte hunden, så gør børnene det. Planterne bliver vandet af andre, når vi er på ferie. Sådan er livet. Enten tager vi ansvar for hinanden og viser solidaritet og for tingene til at glide. Vi holder stolen var til makkeren kommer tilbage fra lang sygdom, så hun ikke skal fortabes. Sådan gør vi i stedet for omvendt at dømme hende ude og handle egenrådigt. Her gælder det kun mig, sådan som man får det på fornemmelsen med hende Zebedæusmoderen.

Sådan trådte Jesus også i vores sted med sin død. ”Korsets død i vores sted”. Hvad er meningen? Jo, vi véd udmærket hvad meningen er. Forældre i dette land sætter hver dag livet til for deres små poder. Det bliver kun dyrere og dyre at være børnefamilie. Der skal knokles for at holde det hele sammen. Skole-hjem samarbejde. Kør mig her, kør mig der! Bekymringer! Forældre dør stille og roligt for deres børn, for at børnene skal få et liv.

Ok, den er vi med på. Men Jesu død i vores sted? Ja, fra den dag hvor Jesus udfyldte gravens tomrum skete der noget afgørende andet. Den dag døde døden, så vi kan rumme den i vores liv. Døden blev en anden for mig. Jeg kan dø i forvisning om, at døden også rummer livet fordi Gud finder sted overalt, også i dødens ikke-sted i gravhulens tomrum.

Lykkeligvis har vi dette hus, hvor vi kan trække os tilbage og bekende det, sammen med udstillinger som den af Karstens. Nogle har vist sig kritiske overfor billederne, måske fordi de ikke forstår dem. Rigtig mange har været begejstrede for dem. Også jeg. Også selvom jeg ikke helt forstår dem og aldrig bliver færdig med at undre mig over dem. Men jeg har en følelse af at det er rigtigt.

Sådan er troen, den er først og sidst, sådan også med troen på Jesus som tjener for mig. Tror du skal du leve evigt, vi bliver aldrig helt færdige…

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis i Horne Kirke.

"Fravær og Nærvær"

85x125 cm

Se mere om udstillingen her.

Vi er tjenere