Anmeldelse af Adams Æbler.

af Jesper Svärd

Første gang jeg så ”Adams æbler” var sammen med en journalist forud for premieren. Vi skulle bagefter tale lidt om filmen foran et kamera. Jeg skal indrømme, at jeg egentlig ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige. Men man kunne da altid fremføre, at det var et flot resultat. At det færdige resultat var noget helt andet, end jeg havde forestillet mig, dengang jeg læste manuskriptet… Jeg var helt lam i hovedet – som ved en eksamen, hvor klappen er gået ned og ens visdom ikke rækker.

Hvad var det for noget med den film? Den havde ramt mig på en eller anden måde ved ikke at følge et almindeligt forløb for en fortælling. Den var overraskende gået hen og blevet en fabel. Jeg tænkte over filmen hele vejen hjem fra Odense og blev efterhånden klar over, at den kræver at man træder ned i filmen der hvor den er allermest tvetydig.

For filmen er tvetydig, ligesom et menneskeliv. Den ender også tvetydigt. Er det en ”happy ending?”. Eller ender den ulykkeligt, da den onde Adam bliver ligesom den zombieagtige præst Ivan, der kategorisk benægter det tvetydige i menneskelivet. Benægter det ondes tilstedeværelse i menneskelivet.

Hvad angår det tvetydige, så genlyder filmen af 80er toner fra det ditto tvetydige hermafroditiske band Bee Gees, store stærke mænd, der lød ”som et drengekor fra Betlehem.” Er det mænd eller kvinder, der i præsten Ivans lille lyseblå bil, synger spørgsmålet ud ”How deep is your love”? Er det et spørgsmål til den intetanende Adam, eller et spørgsmål til os der ser filmen?

I hvert fald opfylder filmen profetien fra Bee Gees sangen, der lidt senere fortæller at ”we are living in a world of fools” vi lever i en verden befolket af tosser, der gør livet besværligt – og det er jo sådan set rigtigt nok, men filmen hér er befolket af anderledes tossede karakterer end dem der almindeligvis omgiver os – de er bindegale!

Således må det eneste normale menneske, der er i filmen, Adam, lægge øre til den urgamle diskoslager, da han lader sig befordre ind i denne fabelagtige fabelfortælling i verdens måske grimmeste bil. Det stakkels intetanende menneske (Adam betyder menneske på hebraisk). Og nok er Adam fantastisk ond, voldelig og nynazist. Han bytter faktisk korset på væggen i sit værelse ud med et billede af Hitler! Men han er menneske ligesom os. Og vi følger ham ligeså intetanende ind i filmen.

Vel ankommet her på præsten Ivans kontor, opdager vi, at Adam er sendt på opdragelse eller til behandling for sin ondskab hos Ivan. Han bruger sit præsteembede til at forløse stakkels sjæle inde fra storbyens fængsler. Give dem en ny begyndelse - eller omvendelse om man vil.

En kollega til mig har påpeget, at hvis man bytter lidt rundt på bogstaverne i ”Ivan” så får man prædikatet ”naiv”. Men jeg tror ikke, at Ivan kun er naiv. I hvert fald ikke mere end man almindeligvis tillægger præster at være det. Derimod har han en navnebror med tilnavnet ”Den Grusomme” og sådan er Ivan.

Det ville være en hver præsts ønske, at der når der optages film i den lokale kirke indgår en præstefigur, der vil være en god rollemodel for en præst. Den tanke har på intet tidspunkt faldet mig ind med udsigten til Anders Thomas Jensens drengerøveunivers, som det er kendt fra Blinkende lygter og De grønne Slagtere. Præsten Ivan i Mads Mikkelsens skikkelse iført korte bukser og cykelhjelm er meget langt fra en rollemodel, der kan bruges. Oven i købet hælder han blod ud af ørene i stedet for vand, sådan som vi præster har for vane, nemlig dåbens vand, som altid er udgangspunktet, når vi taler med mennesker.

Ivan hugger også kagerne fra de andre og er så selvoptaget, at han ikke ænser det onde – eller det grusomme – inde i sig selv, eller de andre.

Derfor har han befolket sin lille landidyl i og omkring sin kirke med tugthuskandidater fra storbyen. Gunner og Khalid er vel integreret i Ivans univers, da Adam ankommer. Gunner er en overvægtig og alkoholiseret svindler (han påstår endda over for andre og sig selv, at han er tidligere topidrætsmand) og Khalid, den mørklødede pizzadansktalende voldsmand og Statoiltankrøver, der momentant taler om at han er ude i den gode sags tjeneste, når han uden omtanke nedskyder andre, som var det i Londons undergrund, han færdedes.

Ivan, Gunnar og Khalid har fundet deres lille Nirvana, der bygger på selvbedrag og tossegodhed – underligt nok så fungerer det! Der er ingen tvivl om, at Ivan holder af de to, selvom det har omkostninger.

En dag kommer altså denne Adam til deres paradis. Han er som de andre sendt i samfundstjeneste hos Ivan, hvor han pædagogisk korrekt må sætte sig et mål for sit ophold. Han vælger at bage en ”ævlekage” af æblerne fra det smukke træ, der står foran kirken. Vi andre, der normalt ikke tænker æbletræer som en kirkegårdsplante, må leve med at æbletræet står dér, for det giver nu den bedste æblekage når man bruger æbler.

Så Adam skal nu bruge sommeren på denne tilsyneladende latterligt nemme og pladderpædagogiske opgave at passe et æbletræ og bage en idiotisk kage af dets frugter – ikke underligt, at han savner lysten til at tage opgaven alvorligt. Opgaven er, som alt andet der stammer fra Ivans verden, blottet for respekten for eller evnen til at tage andre mennesker passende alvorligt. Selv kirkegængere der skal tisse, får at vide, at toilettet er aflåst under gudstjenesten. Det er vel evangeliet og ikke nødtørften, der er det vigtige ved at gå i kirke. Til dette selskab ankommer også en komplet forvirret kvinde, der er blevet gravid under et besøg i Verdensnaturfonden i Indonesien og er bange for, at barnet, hun skal føde vil blive vanskabt.

Det går hurtigt op for Adam, at der er noget virkelig galt i den verden, han er faldet ned i og mest af alt minder om et mareridt. Langsomt indser han, at den er gruelig gal med Ivan. Han er ikke en naiv landsbypræst, der er spundet ind i lidt selvbedrag, næh! han er en mand med en forfærdelig historie, og han er alvorligt syg i hovedet af en svulst.

Den onde nynazist Adam spotter sit egentlige projekt, det er ikke særlig pædagogisk: At knække den gode præst Ivan. Blotte ham for illusionerne og vise ham ikke mindre end sandheden!

Det lykkes også for Adam at opnå det, i hvert fald at knække Ivan, men ikke helt på den måde han havde tænkt sig det. Det at forgribe sig på kundskabens træ får måske en til at føle sig virkelig oven på. Hvilken styrke at kaste sig over dette projekt med sin egen minimale grad af kundskab. Blot slår den ikke til. Adam overser de finere nuancer ved livet og lader sig ikke ligefrem gribe af menneskelig indsigt, men i disse hér kundskabsæbler regerer både krager, orme, tyveknægte og bombemænd.

Og på Adams værelse er der en slidt bibel, der hele tiden falder på gulvet og hver gang slår op på det samme sted i Jobs Bog. Og Adams overfladiske holdning og blindhed for livets nuancer lader ham stå alene med en læsning af stedet, så den giver en pointe om, at det slet ikke er Satan der har fat i Ivan med sit plageri, men selveste Gud. Det fortæller han Ivan for at rykke hans livsgrundlag væk under ham.

 Men ganske uforudset bliver Adam opmand til Ivans redning, faktisk får Ivan mere igen end han havde – ligesom den stakkels Job i Jobs Bog. Efter en del tumult og skyderi, som selv er for meget for Adam, sidder Ivan pludselig en dag i hospitalets have og spiser toast, som var han selve den korsfæstede og opstandne Kristus og dér står så Adam, mennesket, som var han apostelen Peter, det menneske der var Jesus nærmest, men aldrig forstod særlig meget af det, der foregik omkring Jesus. Og der sker faktisk noget med Adam, han bliver apostel – ligesom Peter - og jokker til sidst rundt i hælene på Ivan, der er vendt tilbage til embedet med de kriminelle. For der er faktisk et vanartet lille kundskabsæble der overlever, næsten kun en lille bid af et. Og det lykkes at få bagt den forbandede ”ævlekage” som Adam og Ivan deler i hospitalets have. Det bliver for meget for den ækle, vulgære og rationalistiske læge, der nu må se sin visdom gået og derfor rejser. Det var ellers hans diagnoser, der til start førte Adam på sporet af Ivans sygdom og den overfladiske læsning af Jobs Bog.

Det er normalt, når man anmelder en film, at man giver den stjerner. Adams Æbler skulle måske have æbler i stedet for. Men det rækker min forstand på området ikke til og der er jo heller ingen tilbage. Måske skal den i virkeligheden have hjerter? Den har mit, i hvert fald en bid af det – det er en film man skal se og se….  og høre: ”How deep is your love?”